Sådan dyrker du pæoner i haven
Drømmer du om pæoner til duftende buketter, så plant et par flotte planter.
Pæoner er nemme at dyrke, de skal bare lige i gang.
Plantetidspunkt
Du kan plante pæoner hele året, når blot jorden ikke er frossen. Undgå at plante i perioder, hvor jorden er alt for vandmættet.
Plantested
Pæoner elsker sol, så find et solrigt sted i din have.
Jordbundsforhold
I Nordjylland er det en god ide at i blande kompost til jorden hvor pæoner skal gro. Ibland gerne lidt komposteret kogødning, når du fylder plantehullet op. (max 25% kompost) Placér pæonen, så potteoverfladen ikke står dybere end ca. 3 cm under jordens overflade. Bemærk planter du pæoner for dybt, udebliver blomstringen.
Vanding
Gundvanding lige efter plantning med 20 – 30 l vand pr. m2. Vand ugentligt med 10 l vand pr. plante, indtil planten er kommet i vækst. I regnfulde perioder skal du ikke vande. Når planten har fået rødderne ud i jorden og gror med nyvækst, skal du kun vande i meget tørre perioder.
Gødning
Pæoner er relativt nøjsomme planter, men vil kvittere for let gødskning, når de nye skud om foråret bryder jordens overflade, og igen når blomstringen er overstået. Anvend gerne naturgødning, der langsomt frigiver næringsstoffer til rødderne.
Beskæring
Pæoner er meget nemme stauder. De visner helt ned af sig selv, og venter du med at renovere dit staudebed tidligt forår, vil sidste års stængler være nemme at trække af. Den eneste beskæring du derefter skal tage dig af, er når du skærer buketter ind til vaser.
Eks. på en sund og god ren hvid pæon er:
Paeonia lac ‘Duchesse de Nemours’
Stærk duftende og rigt blomstrende tidlig hvid pæon. Usædvanlig med hvide blomsterknopper. Dobbelte blomster med flødefarvet, senere hvid midte. Ca. 90 cm høj. God til afskæring, holder godt i vasen. Dyrket og elsket siden 1856.