Jordbærbedet i efteråret

jordbærbed efterår

Udredning af jordbærbedet 

Det har vel nok været en fantastisk lang sommerperiode med friske jordbær i snart to måneder. Ikke alle bærrene er høstet fra egen have, men en stor del af indtaget af de lækre røde bær er altså sket fra egen matrikel, som også har ydet nok til, at depotet i fryseren kunne fyldes op.

Lige nu ligner jordbærrækkerne noget være rod. Toppen er stor og der er et mylder af udløbere, der spreder sig inde mellem mine fem rækker, men sørme også både udenfor bedet og i den tilstødende flisegang. Det går ikke! Der skal og bør være orden i tingene, for lader jeg stå til, vil jeg til næste år have et totalt rodet jordbærbed helt uden styr på rækker og sorter.

 

Hårdt og lidt brutalt

De to ældste rækker skal fjernes helt. Dem har jeg høstet på fire år og nu er bærrene ikke så store længere, og der er flere af planterne, som er blevet små og kummerlige at se på.

De resterende tre rækker bliver gennemgået med en skarp saks, så alle udløbere klippes af og kasseres. Tilbage står ”moderplanten” og samler så mange kræfter, som det er muligt til næste års høst.

To nye rækker skal plantes til. Helt nye og friske planter fra planteskolen købes og plantes med ca. 30 cm mellem hver og 60-80 cm mellem rækkerne. De nye jordbær plantes på den side af mit jordbærbed, hvor der ikke tidligere har groet jordbær – altså i ”frisk” jord.
Læs om plantning på dette link.

Når alt er ordnet og klar, giver jeg hele bedet en god gang gødning med indhold af alle makro- og mikronæringsstoffer, som planterne elsker. Nu er bedet klar til næste års blomstring og bærsætning.

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag!

Har du læst: