Med sin sydlandske charme og aromatiske blade er lavendel én af danskernes yndlingsblomster. Lavendel er perfekt som kantplante, som lav hæk, i stenbedet og egner sig fint til krukker. Du kan med fordel plante lavendel i rosenbedet for at forebygge utøj og bladlus i roserne. Den tiltrækker både svirrefluer, bier, sommerfugle der skaber bedre diversitet i haven og er med til at bekæmpe skadedyr uden brug af sprøjtemidler.
Gartnertips vedr. lavendel
Husk at lavendel stammer fra Middelhavet, så prøv at kopiere forholdene der.
Plantning af lavendel
Lavendel bryder sig ikke om at have våde fødder, og derfor skal du søger for dræn omkring lavendlens rødder. Hvis jorden føles fugtig, anbefaler vi, at du iblander sand, grus eller leca for at løsne jorden og skabe dræn.
Placering af lavendel
Lavendel trives absolut bedst på et solrigt sted. Den kan dog også klare halvskygge, men vil give færre blomster.
Vanding af lavendel
Selvom lavendel er en relativt tørketålende plante, skal den vandes i forbindelse med udplantning og 3 -4 måneder frem. I de første år efter plantning skal du sørge for vanding i tørreperioder.
Gødning af lavendler
Lavendler er nøjsomme planter der ikke kræver ret meget gødning. Gød sparsomt.
Beskæring af lavendler
Lavendel bør beskæres for at bevare en tæt vækst. Undlader du at klippe i dine lavendelplanter, så vil de med tiden blive helt bare i bunden og vælte rundt Der er forskellige meninger om hvornår det er det bedste tidspunkt at beskære. Vi anbefaler, at du beskærer lavendlerne om foråret, når risikoen for frost er over og klipper dem til 10 – 15 cm over jorden. Husk at du aldrig må klippe længere ned, end at der stadig er synlige grønne blade.
Anvendelse af lavendel
Lavendel bruges i parfumer, som krydderi i is og i æteriske olier. Du kan også lave en dejligt duftende håndscrub :
2 dl. rørsukker
30 ml. lavendelblomster
30 ml vindruekerneolie
Vend sukker og lavendel i en skål og tilsæt derefter olien lidt efter lidt til konsistensen er god. Hæld det på et rengjort glas og opbevar i køleskabet. Voila, så har du en lækker lavendelscrub som er god til vaske hænder og ansigt i.
Ofte stillede spørgsmål om lavendel
Lavendel plantes om foråret, da det giver bedre forudsætninger for, at den klarer sig igennem de kolde vintermåneder. Du kan købe lavendel planter online hele året på vores webshop.
Lavendel fås i flere sorter og én af de mest kendte er ‘Hidcote Blue’, der får masser af smukke, duftende lavendelblå blomster og netop denne sort er meget velegnet til det nordiske klima. Man kan også få hvide lavendler, ‘Edelweiss’, med flotte, hvide, store blomster, som også er en hårdfør sort.
Lavendel blomstrer typisk fra juni til august, dog afhænger det af typen af lavendelplante. At placere planten i fuld sol, vil give den flotteste blomstring, da det er her den trives bedst.
Lavendel bør klippes ned for at bevare en tæt vækst. Ellers vil de med tiden blive helt bare i bunden. Beskær dine lavendel planter fra midten af april, så de undgår at tage skade af frost og kulde. Lavendel kan klippes ned til ca 15 cm højde. Husk dog, at du aldrig må klippe lavendel længere ned, end at der stadig er synlige grønne blade.