Gartnertips – sådan får du succes med roser

roser i haven

Traditionen tro fejrer vi rosens uge i slutningen af juni, da roserne i netop denne  springer ud og står i fuldt flor. Buskroser, slyngroser, bedroser, te-hybrider, historiske roser, lave roser, bunddækkende roser – vi elsker roser! Hos os finder du et flot og stort udvalg af sorter, farver og former. Roser er er utroligt populære, men er også en udfordring for flere haveejer da de både er kræsne, sultne og tørstige. Du kan altid tale med vore gartnere og få gode råd om sortsvalg, pasning og plantning af roser.

 

Valg af roser og plantetidspunkt

Du kan plante roser stort set hele året rundt og der findes utrolig mange rosensorter. Når du skal vælge hvilken slags rose du vil plante, skal du være opmærksom på følgende:

  • Bunddækkende roser 20 – 40 cm høje.
  • Lave buketroser/patioroser 30 – 50 cm høje.
  • Buketroser 40 – 120 cm høje.
  • Storblomstrede roser 60 – 150 cm høje.
  • Historiske roser 80 – 200 cm høje.
  • Klatreroser 150 – 400 cm høje.

 

Sådan får du sunde roser

Roser der ikke mangler næring, vand og lys er mere modstandsdygtige overfor lus, svampe, meldug m.m. Det første skridt til at forebygge sygdomme på dine roser er, at give dem de optimale betingelser for at gro. Haveroser har været 2 år undervejs, hvor planteskolen har sørget for, at både jord og næring er tilført korrekt. Følg disse 3 enkle råd for at sikre optimale betingelser for roserne.

  1. Plant dybt! Haveroser er podet på en vildstammerod og rodhalsen er det sted på rosen, hvor top og rod mødes. Plant roserne 5 – 10 cm. under det sted, hvor de har stået i potten.
  2. Vand tilstrækkeligt – vær opmærksom på om dine nyplantede roser får nok vand hele det første år. Når nedbøren ikke slår til, skal du bruge mindst 10 liter pr. plante.
  3. Roser hører til de mest sultne planter i haven. Vi anbefaler, at du iblander 8 liter komposteret kogødning i plantehullet ved plantning. Det fungerer som en slags ”madpakke” i det første stykke tid.

 

Gødning af roser

Gød roserne omkring d. 1. i disse måneder: april, maj, juni, juli og august. Gød ikke roserne efter sommeren.
Vælg gerne en speciel rosengødning, da den er tilpasset til at dække rosens behov. Vi anbefaler organisk rosengødning, da den er langtidsvirkende og optages af planterne i deres eget tempo og efter behov. Du opnår det bedste resultat ved at gøde roserne op til regn eller alternativt tilfører gødningen i forbindelse med vanding (mindst 10 ltr. pr. plante).

I det tidlige forår kan du med fordel topdresse rosenbedet med god kompost og rosengødning.
Fra starten af juni og frem til slutningen af juli kan du med fordel begynde at bruge Gro Green bladgødskning. Det holder dine roser sunde og modstandsdygtige over for svampe, meldug og stråleplet.

 

Beskæring af roser

Beskæring af roser er i udgangspunktet ikke absolut nødvendigt, men du får sundere og flottere roser ved at beskære dem. Klip dem kraftigt ned til 20 – 25 cm højde hvert forår, (dog ikke slynge – og klatreroser) ca. midt i april. Beskæring af roserne giver mere luft gennem grene og blade og minimerer risikoen for svampeangreb, og samtidig giver det mange nye friske skud.  Du kan dog fjerne visne og svage grene hele året rundt.

 

Vanding af roser

Vanding er nødvendig i forbindelse med plantning af roser. Hele første sommer skal du vande i tørre perioder. Derefter bliver rodnettet så kraftigt, at det sjældent er nødvendigt at vande. Undgå at vande på bladene, da dette kan give forårsage svampeangreb.

 

Forny de gamle roser mens de står i jorden

Er de gamle roser uden blade og fyldt med forskellige svampesygdomme? Her får du opskriften på pæleborsmetoden, som frisker de gamle roser op, mens de står i jorden.

  • Brug denne metode udenfor vækstsæsonen – dvs. ca. midt oktober til midt april.
  • Lav 3 huller på ca. 60 cm. dybde med et pælebor rundt om roserne.
  • Bland 10 liter komposteret kogødning og 3 ltr. lergranulat i en trillebør og fordel i de 3 huller.
  • Således kommer voksemediet helt ned til rødderne og bliver tilgængeligt straks, og roserne vil nyde godt af den nye jord i den kommende vækstsæson.
  • Løbende vanding foråret igennem er nødvendig, da vi har været nede og skade rødderne samt løsnet jorden.
  • Brug denne pælebormetode ca. hvert 3. – 5. år.
  • Et alternativ til pælebormetoden er at stikke 5 huller med et kosteskaft omkring planterne og iblande Osmo Aktivator, som sætter gang i rosens vækst og fornyer den. Du kan bruge ”kosteskaftmetoden” året rundt.

Ejer du ikke en pælebor selv, kan du altid låne et hos os i et døgn helt gratis. Kontakt os og reservér et, når du skal bruge det.

 

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag!

Vi står altid klar med gode råd og vejledning om haven.
Besøg os på Indkildevej 17 i Aalborg SØ, eller i vores webshop www.shop.gugplanteskole.dk

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag!

Har du læst: