Sådan planter og passer du en smuk og sund hæk: Trin-for-trin guide
En hæk kan give dig og din familie privatliv, og den tilføjer skønhed og karakter til din have. Der er mange forskellige hækplanter at vælge imellem, og du kan skabe et unikt udseende ved at vælge en bestemt type eller kombinere forskellige planter. En hæk kan også absorbere lyd, hvilket kan være nyttigt, hvis du bor tæt på en støjende vej eller en travl gade. Hæk kan også bruges til at skabe leverum i haven og kan skabe biodiversitet, da den er levested for små dyr og fugle.
Vælg af hækplanter
Der er mange forskellige planter at vælge imellem, når det kommer til hække. Det er vigtigt at vælge en plante, der er egnet til det område, hvor du vil plante den. Nogle populære valg inkluderer bøg, liguster, hvidtjørn og spiraea.
Hækplanter fås i potte, med rodklump og som barrodsplanter. Det som du skal være opmærksom på, når du vælger hækplanter, er planternes alder og størrelser. Barrods hækplanter, dvs. planter uden potte og med bare rødder, er det billigste valg, men det er vigtigt, at planterne bliver håndteret og plantet korrekt.
Sådan planter du hækplanter:
Trin 1: Køb gode kvalitets hækplanter. Plant hurtigst muligt, hvis du har valgt barrods planter, og lad dem blive i posen med fugtige rødder i skygge indtil de skal plantes. Planter fra potter haster det ikke så meget med.
Trin 2: Fjern rodrester, ukrudt og store sten i jorden. Grav en god rende med faste lodrette sider, og så dyb at rødderne er udstrakte.
Trin 3: Tilfør kompost eller komposteret kogødning i renden for at give planterne de optimale betingelser.
Trin 4: Fordel hækplanterne i renden således, at antallet af planter passer. Læg planterne ud, så de er fordelt med den afstand, du har fået oplyst i planteskolen. Fyld renden halvt op med jord og vand godt til. Fyld derefter den sidste jord på og ret hækplanterne til.
Trin 5: Plant altid godt dybt, det vil sige, at rødderne samt de første 3 -5 cm af stammen/ grenene skal være under jordoverfladen.
Trin 6: Pres jorden godt sammen omkring hver plante, så der er god kontakt med jorden. Vand planterne godt til.
OBS. Brug kun bark ved nyetablerede beplantninger, ikke flis, da det i mange tilfælde afgiver syrer, som kan være direkte væksthæmmende.
Pasning og vedligeholdelse af hæk
Vand regelmæssigt: Efter plantning skal hækplanterne vandes regelmæssigt for at sikre, at de ikke tørrer ud. Vand dem grundigt og regelmæssigt, indtil de er godt etablerede. Regelmæssig vanding i tørre perioder er en nødvendighed og specielt i de første år af hækkens levetid. Du kan med fordel benytte en flytbar siveslange til vandingen for at gøre det nemmere for dig selv og for at sikre tilstrækkelig vanding.
Beskær hækken: Det er vigtigt, at klippe hækken regelmæssigt for at opretholde dens form og størrelse. Det bedste tidspunkt at beskære en hæk er normalt i foråret eller efteråret, men det kan variere afhængigt af sort. De første år efter plantningen, er det vigtigt at holde hækken godt klippet i siderne. Dette vil give den hurtig højde. Du kan begynde at beskære toppen, når hækken har nået den ønskede sluthøjde.
Visse hækplanter tåler kraftig beskæring. Potentilla, spiraea og hyperikum bliver tætte fra bunden ved en regelmæssig tilbageskæring hvert eller hvert andet forår. Dette gøres ca. medio april.
Gødning af hækken: Hvis du har plantet hækken om efteråret, skal du gøde den for første gang i det kommende forår. Hvis du har plantet hækken om foråret, skal du gøde første gang i den kommende sensommer. Når din hæk er veletableret, skal du som udgangspunkt gøde den 3 gange om året i marts eller april, maj eller juni, og juli eller august. Brug gerne en organisk allround havegødning. Vælger du at bruge en kunstgødning, så læs grundigt den anbefalede dosis og følg den! Overdosering med kunstgørning gør mere skade end gavn for planterne, og den overskydende gødning belaster miljøet og grundvandet.
TIP. Hvis du vil slippe for ukrudt imellem hækplanterne uden at bruge gift, kan du bruge Champost jordforbedring. Læg et 5 cm. tykt lag langs hækken, dette hæmmer væksten af ukrudt, holder på fugten og frigiver næring.
Er du i tvivl om hvilke slags hækplanter du skal vælge og hvordan du skal plante eller passe dem, er du altid velkommen til at kigge forbi Gug Planteskole og få en snak med en af de faglærte gartnere.