Krydderurter – Dyrk dem selv!

køb Krydderurter

Krydderurter er nemme at dyrke og er velegnede til krukker og havebedet, og nogle af dem kan dyrkes året rundt i vindueskarmen. Sæt krydderurter på hverdagens menu og pift madlavningen op.  Der er uendelige muligheder for brugen af krydderurter:

  • Nybagt pizza med frisk oregano, fisk på grillen med frisk estragon, nye kartofler med dild og persille, æggemad med frisk purløg – og melisse eller citronverbena til kanden med postevand.
  • Mynte knust med is og sukker til Mojito-drikken, en frisk kvist rosmarin til gin og tonic eller friske solbærsalvieblomster på den hjemmelavede is.
  • Skønne dressinger, krydrede olier og velsmagende te.

Nyplukkede krydderurter har det højeste indhold af æteriske olier, dufter himmelsk og samtidig er de dekorative. Friske krydderurter kan fryses, blendes til pesto, krydderolier og eddiker, bruges til kryddersnaps eller tørres. Tørring kan nemt klares ved at hænge planterne med toppen ned ad et sted, hvor luftskiftet er stort, men hvor det ikke regner.

Sådan dyrker du krydderurter

Uanset om du dyrker dine krydderurter i krukker, højbedet eller i vindueskarmen, trives de bedst på en lys og solrig placering. Solen og varmen øger planternes indhold af smagsstoffer og alle krydderurter elsker sol, kun de færreste trives i halvskygge.

Krydderurter er generelt nøjsomme planter, som ikke stiller store krav. Plant dem i en god porøs pottemuld eller i alm. god havejord. Sørg for god vanding i hele vækstperioden, og giv naturgødning hvert forår eller læg gødningstabletter, hvis du dyrker dem i krukker.

Planter du krydderurter i en krukke, kan du med fordel fylde 1/3 del af krukken med leca nødder. Det fungerer som dræn, så det overskydende vand kan løbe ud. Høst jævnligt og vær ikke bange for at klippe toppen af – dog skal der altid være grønne blade tilbage på planten, så den kan vokse videre.

Flere slags krydderurter

Krydderurter er en stor gruppe af forskellige planter. Nogle er vintergrønne, andre gror som flerårige stauder, mens nogle er etårige og skal plantes hvert år.

De vintergrønne som rosmarin, timian, salvie og  laurbær er ikke altid fuldt hårdføre, så dem kan du enten plante inde i dit drivhus eller i krukker, som du kan sætte i ly i en hård vinter. Fordelen ved disse krydderurter er,  at de kan høstes året rundt.

De flerårige stauder som purløg, kinaløg, ramsløg og løvstikke er alle robuste og hårdføre og er som regel nemme at dyrke. De har en lang sæson, så du kan plukke friske krydderurter længe.

De enårige krydderurter som kruspersille, bredbladet persille, basilikum og dild skal du plante hvert år. Du kan få dem som udplantningsplanter klar til at blive plantet ud eller så direkte på voksestedet fra ca. midt april til midt juni.

Hvilke krydderurter skal du vælge?

  1. De traditionelle krydderurter
    Persille, purløg og dild. Så er du godt i gang. Purløg er flerårig, og du behøver kun at plante én gang. Kruspersille er toårig, hvorefter den går i blomst og dør. Bredbladet persille og dild er etårige urter, som du skal så eller plante ud hvert år.
  2. De nemme krydderurter
    Oregano eller merian er nemme og robuste flerårige krydderurter. Citronmelisse er også nem, men pas på med de afblomstrede blomsterstandes frø – de kan nemt invadere dit bed med nye planter. Mynter er super nemme at dyrke og gror godt, breder sig dog rigtig meget, så du kan med fordel plante mynte i en nedgravet spand eller i krukker. Salvie er både smuk og spændende i madlavningen, og den almindelige grågrønbladede er som regel fint hårdfør og nem at dyrke. Ramsløg er supernem. Pluk bladene fra marts – maj, for herefter takker den af og visner ned. Løvstikke redder din sammenkogte ret og kommer år efter år.
  3. De lidt mere specielle
    Rosmarin kender vi alle, men planten er ikke hårdfør i alle egne af landet. Dog trives den fint i et uopvarmet drivhus eller i en krukke, der kan sættes i ly om vinteren. Det samme gælder citronverbena, som bliver en lille træagtig busk – den klarer ikke en hård vinter. Vintersar, Satureja, er ikke så almindelig, men er fuldt hårdfør og en dejlig krydderurt til mange retter og dressinger. Fransk estragon er helt speciel, men planten er ikke altid nem at overvintre. Timian burde alle plante. Når du sørger for godt dræn, så overlever timian vinteren, men den tåler ikke våd jord. Anisisop til te-drikkerne, kvan til desserten, basilikum, som altid klæder noget med tomater, koriander til salaten og de lidt stærke urter som lakridstagetes, vietnamesisk koriander, olivenurt og japansk mynte er spændende at prøve kræfter med.

Krydderurter i forskellige temakrukker

Krydderurter kan fremstå utrolig dekorativt i terracotta krukker eller zinkbeholdere og du kan eksperimentere med forskellige temaer.  ”Gourmetkrukken” kan f.eks. tilplantes med citronverbena, citrongræs og fransk estragon, ”den enårige” kan tilplantes med koriander, persille og dild og ”tekrukken” kan bestå af marokkansk mynte, citronmelisse, timian og salvie. Mulighederne er mange og kun fantasien sætter grænser.

Hos os finder du et stort udvalg af krydderurter, både som udplantningsplanter og som frø.  Vore krydderurter er danskproducerede og dyrket uden sprøjtemidler.  Besøg os og bliv inspireret af det store udvalg af krydderurter.

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag!

Vi står altid klar med gode råd og vejledning om haven.
Besøg os på Indkildevej 17 i Aalborg SØ, eller i vores webshop www.shop.gugplanteskole.dk

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag!

Har du læst:

Dyrk sætteløg
Dyrk løg

Sådan dyrker du sætteløg Løg er nemme at dyrke, og