Lad maden blomstre!

Der er sket en opblomstring af interessen for spiselige blomster og her får du vores bud på 6 smukke, spiselige blomster der tilfører maden kulør og skønhed!

Morgenfrue

Morgenfrue er en spiselig, etårig sommerblomst. Den har smukke blomster i æggegul til orange farve, der kan blive helt op til 5 cm i diameter. Den sås fra april til maj direkte på friland i 1 cm dybde. Den skal ikke have meget gødning, da for meget gødning vil give mange blade og færre blomster. Den spiselige morgenfrueblomst begynder at blomstre i juni og helt op til efteråret, især hvis du fjerner de visne blomster.

Morgenfrue bruges i syden som krydderi og som en slags erstatning for safran. På grund af sin stærke gule farve, bliver morgenfrueblomsten, brugt til at farve brød, ris, og rodfrugter.

Vil du have nyttige insekter i din have? Så er morgenfrueblomsten et oplagt valg. Udover sine egenskaber med at tilføre maden kulør, er morgenfrueblomsten en gavnlig plante, da den tiltrækker nyttige insekter.

Morgenfrueblomsten kan bruges til salater, brød, og forskellige varme retter. Vil du hurtigt i gang med afprøve morgenfrueblomsten i dit køkken? Så kog 3 dl ris i 5 dl vand og tilsæt 1 dl morgenfrue kronblade i ca. 25 min.  Det vil give risene en smuk gul farve og mere smag.

Hornvioler/Stedmoder

Hornviol blomsten har flotte blå eller violette farver og en forførende, parfumeret og sød duft. Violfamilien omfatter mange arter og krydsninger og fås i mange sorter og farver. Den tåler frost og kan pryde haven allerede i marts, trods kulden på det tidspunkt.

Stedmoderblomsten kan bruges til at pynte chokoladekagen, ostebordet eller i salater.

En meget populær måde at bruge stedmoderblomsten er at kandisere den og pynte bagværk med den. Hvis du vælger at kandisere dine violer selv, så slipper du for aromastoffer og farvestoffer, som kan forårsage allergiske reaktioner.

Den spiselige viola blomst kan også anvendes til te, snaps, lagkage og marmelade. Kun fantasien sætter grænser.

Natlys

Den spiselige blomst natlys, er en toårig plante med gule trompetblomster, der lyser i mørket. Dens blomster kan blive helt op til 6 cm i diameter. Den dufter sødt som bolcher og kan pynte i salater, kager, varme retter, fromage og is.

Tallerkensmækker

Den kaldes også blomsterkarse, landløber og Nastrium. Tallerkensmækker blomsten har trompetformede blomster, der smager af karse. Derfor er denne spiselige blomst yderst velegnet i salaten, men kan også bruges som pynt til desserter og kager.  Udover at blive anvendt til at forskønne salaten, tilfører den også C vitaminer. Den tåler sol og halvskygge og skal udplantes i let, veldrænet jord. Den skal vandes regelmæssigt. Både blade og blomster kan spises.

 

Syren

Syren er en meget hårdfør busk, der stammer fra Balkan. Den har smukke, mørk lilla, hvide eller rosa blomster, der kommer i maj og juni og som dufter himmelsk. Syren blomsterne, kan godt bruges i maden. De har dog en let bitter smag, så brug dem i begrænset omfang. Syren blomsterne er yderst velegnede som pynt på desserter, kager og bagværk.

Hyld

De smukke hyldeblomster springer ud omkring Sankthans. Det er værd at nævne, at de sorte hyldebær, indeholder store mængder af C vitamin. De må dog aldrig indtages rå, men skal koges først. Rå hyldebær er nemlig giftige.

Hyldens flotte blomster har en bred vifte af anvendelsesmuligheder – kan bruges i brød, sorbet, hyldeblomstdrikke, hyldeblomstvin m.m. Mulighederne er uendelige- kun fantasien sætter grænser!

Vigtigt! Brug aldrig blomster fra blomsterhandleren til mad. De kan godt være sprøjtet med giftige stoffer. Dyrk hellere spiselige blomster i din egen have. Så får du også en smuk køkkenhave!

Bemærk venligst at ikke alle planter/ blomster må spises, da nogle af dem er giftige. Er uheldet ude, kontakt straks giftlinjen www.bispebjerghospital.dk/giftlinien

Mere om spiselige blomster

Vil du have mere inspiration til hvordan du kan bruge spiselige blomster i dit køkken?
Så kan vi anbefale bogen ”Spiselige Blomster” af Annemette Olesen.
Hun er en erfaren have og madskribent og i hendes bog vil du finde mange spændende opskrifter og tips vedrørende spiselige blomster.
Du kan købe bogen hos os til 99.95

 

 

 

                               Opskrifter på rosenvand og hyldeblomstsaft