Æbletræer – de bedste æbler er dem fra egen have!
Det danske klima er ideelt til dyrkning af saftige, sprøde æbler, og få ting slår følelsen af at plukke et modent æble direkte fra sit eget træ. Her får du en kort og praktisk vejledning i valg, plantning og pasning af æbletræer.
Æbler er ikke kun velsmagende, de er også sunde. Et gennemsnitligt æble indeholder hele 6 mg C-vitamin og 3,85 mg calcium. Og så er de ovenikøbet nemme at dyrke!
Vælg den rigtige æblesort til din have
Der findes mange æblesorter, som varierer i størrelse, smag og sødme. De danske frugttræsproducenter anbefaler især sorter, der er hårdføre, sunde og lette at passe – perfekte til vores klima.
Populære æblesorter i Danmark
Aroma – saftigt efterårsæble med let syrlighed.
Discovery – tidligt, sprødt sommeræble.
James Grieve – velegnet til most og bagning.
Filippa – klassisk dansk sort, sød og aromatisk.
Ingrid Marie – sen sort med lang holdbarhed.
Hvis du kun har plads til ét træ, kan du med fordel vælge et familieæbletræ, hvor tre forskellige sorter er podet på samme træ. På den måde kan du høste både sommer-, efterårs- og vinteræbler fra ét træ – og bestøvningen sker automatisk mellem sorterne.
Bestemt selv størrelsen på æbletræet
Æbletræets størrelse bestemmes af grundstammen, og derfor kan du vælge træ efter omstændighederne. I de fleste haver vil et træ på en middelkraftig grundstamme passe fint, men til små haver, kan det være en god ide, at vælge en svagtvoksende grundstamme og dermed og dermed få et lille træ.
Sådan planter du et æbletræ
Æbletræer fra potter kan plantes året rundt, men plantning i efteråret er altid en rigtig god idé, da du sparer dig for mange vandinger.
- Forbered plantestedet, så der ikke er græs eller ukrudt i diameter på ca. 1 meter omkring.</li>
- Grav et hul der er ca. 1 ½ gang større end potteklumpen. Bland ca. 20 liter komposteret kogødning i plantehullet og plant æbletræet 5 – 10 cm dybere end den har stået i potten.
- Fyld noget af jorden rundt om potteklumpen og træd jorden let til.
- Afslut med at vande grundigt – min. 20 liter vand pr. træ.
Vanding, gødning og bestøvning af æbletræer
Hold øje med udtørring og sørg for at vande hele den første sommer i tilfælde af den er tør og der ikke kommer regn. Æbletræer skal gødes hvert forår, når de blomstrer. Vælg gerne en god organisk gødning. Æbletræer er fremmedbestøvere. Det betyder, at der skal være et andet æbletræ i nærheden for at træet kan sætte frugt, og hvis du planter forskellige sorter i din egen have så er du sikker på succes. Familietræer klarer bestøvningen selv.
Beskæring af æbletræer
Æbler skal have masser af lys og luft for at modne bedst muligt. Æbletræer er meget tolerante overfor beskæring og det er svært at gøre noget forkert. De kan beskæres året rundt, men det er klogt at afholde sig fra det i blomstringsperioden, hvor du nemt kan komme til at rive blomsterne af. Det er nødvendigt at beskære æbletræerne, når grenene i kronen bliver for mange. Efter beskæringen, vil træet reagere med ekstra mange lodrette vanris, som du skal fjerne. Fik du ikke beskåret dit æbletræ inden der kom blade på om foråret, så vent med at beskære til august.







