Friskopgravede kartofler fra haven smager fantastisk og det er slet ikke så svært at dyrke dem. Hvis du vil kaste dig ud i dyrkning af egne kartofler, så et det nu du skal lægge nye knolde til forspiring. Ønsker du meget tidlig høst, så skal du vælge tidlige kartoffelsorter. Vi kan anbefaler sorterne Solist eller Borwina. De er begge to resistente over for nematoder og giver høj udbytte med mange knolde. ”Solist” fås også i økologisk udgave.

Du kan med fordel dyrke forskellige sorter for at forlænge høstesæsonen. Der findes mange forskellige sorter – meget tidlige sorter, tidligere sorter, middel tidlig og sene sorter.

  • Læg knoldene i æggebakker eller i en kasse – gerne med fugtig spagnum i bunden.
  • Placér dem lyst ved 10 – 15 grader.
  • Efter ca. 3 uger er de første spirer brudt frem.
  • Undgå at knoldene tørrer ind.

Udplantning

Når køkkenhavens jord er over 8 grader varm, kan du lægge de forspirede knolde i jorden. Du kan med fordel dække kartoflerne med fiberdug eller plastik, så vil jorden opvarmes hurtigere. Kartoflerne elsker løs jord, så sørg for at jorden er gennemarbejdet ned i 15 cm dybde. Læg knoldene i 6 cm dybde med 20 – 30 cm mellem knoldene i rækker med min. 40 cm afstand. Det tager ca. 60 dage fra lægning af forspirede kartofler til høst.

Et nemmere alternativ

Hos os kan du også få læggekartofler fra Langholt i forspiringskasser der er klar til at sætte et lyst sted. Du skal bare stille kassen et lyst og lunt sted og vente på at kartoflerne spirer. De forspirede knolde lægges i jorden, når jorden bliver over 8 -10 grader varm. Det vil typisk være en gang i april.

Hvorfor forspiringskasser?

  • Håndteringen af kartoflerne i forspiringskasser hele vejen fra læggekartoffelavlerne til plantecenter og forbruger giver ideelle vilkår for kartoflerne.
  • Læggekartoflerne bliver ikke klemt og stødt, som det kan ske i en pose.
  • Læggekartoflerne får ikke rykket spirer af, hvis spiringen er startet.
  • Lufthuller og afstand mellem kasserne sikrer en mere hensigtsmæssig opbevaring, som giver større sikkerhed for, at der ikke sker spredning af råd, kraftig udtørring af kartoflerne eller dannelse af for lange spirer.
  • Læggekartoflerne kan fortsætte forspiringen i kassen uden at skulle flyttes.

Her er nogle af de gode sorter:

Arielle Giver meget tidligt et stort udbytte af velformede gule knolde.

Linzer Delikatesse. Tidlig sort med lange karakteristiske knolde af asparges-typen. Sortens tidlighed gør den særdeles velegnet som tidlig specialkartoffel, og som navnet antyder, er det en sand delikatesse. Knold- og kødfarven er gullig.

Anouk En gul middeltidlig sort, der giver et stort udbytte af mange og små rundovale knolde. En meget sund sort som også kan bruges i den økologiske produktion.

Agata Tidlig kartoffel med et superflot glat skind og ensartede velformede knolde. Agata er en tidlig kartoffel, der både kan bruges i den tidlige sæson, ligesom knoldkvaliteten gør, at Agata også kan bruges som sommerkartoffel. Knoldene er ovale med flade øjne, og kød- og skindfarven er gul. En af sortens stærke sider er det meget glatte (næsten smudsafvisende) skind, som er med til at gøre Agata attraktiv i hele sommerperioden.

Ditta En middel/sen delikat spisekartoffel, der giver et stort udbytte af langovale og velformede knolde, som er fastkogende og yderst velsmagende. Ditta er meget spiretræg (som Sava). Dette betyder, at Ditta ikke må lægges, før læggekartoflen har sat spireøjne, og før jordtemperaturen er høj. Sker lægningen for tidligt, er der øget risiko for angreb af rodfiltsvamp og rust.

Bestil læggekartofler i vores webshop